KREATIVITET PÅ VEJ, DEL 2: INDIVIDETS IDENTITET

Kreativitet på vej, del 2: individets identitet

At udtrykke sig kreativt er ikke kun for Britney Spears og Per Kirkeby. Der er ca. 6 mia. måder at være original på.

Der vil i den nære fremtid stadig være pladeselskaber, der har som speciale at markedsføre blankpolerede hits. Men de størstsælgende hits hører 80’erne til, og eksperterne tror ikke på, de kommer igen. Vi behøver ikke længere vælge mellem Beatles eller Rolling Stones. Vi kan både være til punk, jazz og R&B. Abonnementsordninger tilbyder allerede i dag for ca. 20 kr. om ugen, at du downloader musik lige så tosset, du vil. Og det er ligegyldigt hvilken telefon eller hvilket selskab, du bruger. Derfor er der frit spil til at dykke ned i alle nicher af din musiksmag. Hvem gider så bekymre sig om top 10? Original er blevet en kvalitetsbetegnelse, der ikke længere smager lidt af landsbytosse.

Vi vil stadig være optaget af ikoner, der træder foran og udviser genialitet og et særligt håndværk. Men vi vil være mindst lige så optagede af at prøve selv. Blogger, YouTube, Facebook, MySpace; alle handler de om at udtrykke sig selv og udforske, hvad dit netværk har at bidrage med om samme sag. Tidligere var det status at eje, men for de unge i dag er det at dele mere betydningsfuldt.

Din mobil er et knudepunkt for din identitet. Via den har du altid adgang til din musik og dine kontakter. Man tager altid sin yndlingsmusik med sig. Den kan så spilles på alle enheder. Hjemme kommer den ud af stuens højtalere, når du går ud af hoveddøren, fortsætter den i dine høretelefoner, på vejen linker den ind i bilens anlæg og spiller videre.

Hele tiden omfatter din identitet også de mennesker, du kender og holder af. Jeres mobiler genkender hinanden og deler umærkeligt sol og vind lige. Om nogle år er det nok ikke mobilen, men blot en intelligent chip i et smykke. Resultatet er, uanset hvad, at musikken ændrer sig en anelse efter, hvem du er sammen med. Sandsynligheden for at Pantera spiller tung metal, eller at en Wagner-opera strømmer ud af speakeren er mindre, hvis du eller din ven aldrig har vist interesse for nogen af delene. Til gengæld vil du med sikkerhed blive introduceret for noget, du aldrig har hørt før, for det er det, der optager os: At vise andre nye sider af verden og af os selv.

Både videokameraer, mikrofoner og lydstudier af samme kvalitet, som det de professionelle brugte for få år siden, er nu tilgængelige i et prisleje, hvor vi alle - eller de fleste - kan være med. Vi vil alle være kunstnere. Børn laver selv og deler spil og tegnefilm, unge laver musikvideoer og dokumentarprogrammer i fællesskab og i real time, og voksne debatterer og broadcaster fra deres verden.

Kreativitet kan være så mange ting. Uanset om det forbindes med ord som ”originale”, ”udtryksfulde” eller ”fantasifulde”, så er fremtidens teknologi en medspiller. Som mennesker kan vi være både udøvende, formidlende, kritiserende og nydende. Teknologien vil gøre det nemt for os at udtrykke os og lade os påvirke med alle sanser i alle situationer - til hver en tid. Kreativiteten er med os på vejen.

Læs første del: Teknologiens Sanser.

 

Tags