Spar milliarderne DSB!

 
Skrevet af Preben Mejer | 18. Nov 2011 | Prebens Corner

Hvordan vi kan spare milliarder på betalingsringen og DSB/BaneDanmark

Historien starter i marts måned 2011 ved midnatstid. To fly fra American og United Airlines er under indflyvning til Washingtons stærkt befærdede Reagan Airport. Flyene kalder rutinemæssigt kontroltårnet i lufthavnen for at få landingstiladelse. Det gør de længe, grundigt og med meget store bogstaver, uden held. Flyvelederen er nemlig faldet i søvn! Han tager sig, hvad der siden hen viser sig at være, en god og grundig lur på ca 30 minutter hen over tastaturet. Efter at begge fly har opgivet at vække flyvelederen, må de lande i lufthavnen ved egen koordinering mellem flyene - i en lufthavn, der er fuldstændig uden kontrol – en af USAs mest befærdede lufthavne vel at mærke! Flyvelederen blev sidenhen suspenderet. Det mest interessante er imidlertid, at flyene har så avanceret teknologi, at de, uden problemer, kan lande i en ubemandet lufthavn.

I USA har man, de senere år, arbejdet med et nyt system til styring af fly i luften. I dag styres alt centralt fra et par megabunkers, hvor en række flight controllers styrer alt, hvad der foregår i det amerikanske luftrum. Her er det totale overblik, og alt foregår centraliseret - en model, der er et levn fra en fortid, hvor der ikke var særlig meget teknologi i flyene, og hvor det var nødvendigt at overvåge, styre, tildele flyvehøjder og en kurs fra ét sted til hvert enkelt fly. Modellen er ikke effektiv, man flyver omveje, man skal have stor afstand imellem flyene. Den nye model giver flyene fri til at flyve selv, akkurat ligesom vi navigerer i en bil med GPS. Der skal naturligvis stadig være registrering og overvågning, men nu blot som en sikkerhedsforanstaltning og på et meget lavere niveau. Piloten bruger GPS og andre systemer.

Herhjemme er BaneDanmark og DSB I gang med at implementere et nyt system til overvågning af tog på banestrækningerne. En mange hundrede mio. kroners investering i et system, der gør, at man centralt kan overvåge togkørsel i Danmark. Altså samme logik som man nu efter 100 år er ved at gå væk fra inde for flyovervågning. Man kan spørge sig selv, om ikke også dette system – vanen tro i DSB/BaneDanmark – er en dårlig investering baseret på noget, som tiden for længst er løbet fra. Hvorfor ikke bruge decentrale systemer i togene? Det er meget billigere, og meget mere effektivt end at investere infrastrukturen. Så kunne besparelserne gå ind i puljen til forbedring af fadæsen omkring den manglende elektrificering af banestrækningerne i Danmark - dér jo er årsagen til tragedien omkring de italienske IC4 diesel-tog.

Og hvad med betalingsringen omkring København? I sig selv en god idé, der tager trykket af trafikken, og spreder den ud på mindre belastede tidspunkter. Problemet er, at der er risiko for at den visse steder rammer uretfærdigt. Jeg har ikke set det nye oplæg til betalingsringen, men sidste år talte man om anlægsudgifter i milliardklassen. Her er igen tale om store investeringer i fast fysisk infrastruktur, der ikke uden videre kan flyttes rundt med. Men hvorfor egentlig investere? De fleste af de biler, der kører rundt, er udstyret med en fører (forhåbentlig), der har en smartphone. Denne smartphone ved hvor den er, takket være den indbyggede GPS. Hvorfor ikke lave et meget enklere system, baseret på at man tilmelder smartphones til betalingsringen, og så bliver man automatisk bonnet, når man passerer den virtuelle og usynlige grænse, som ovenikøbet kan justeres efter behov. Den er jo virtuel, så hvis der er vejarbejde, sker et uheld, er cykelløb eller hvad ved jeg, så ændrer man bare på ringens virtuelle grænser. Man kan også ændre priserne eller friholde bestemte grupper for betaling. Det er naturligvis ikke alle der har en smartphone, men det vil sikkert være billigere at forære én til de få, der mangler, end at lave nye kostbare og ufleksible landanlæg.

Foto: Jens Hasse/Chili foto

Prebens Corner

Preben Mejer - videnkilde, storinspirator og bestyrelsesformand for Innovation Lab. Slå dig ned i hyggehjørnet og lyt til Prebens digitale eventyr.

Tidligere indlæg

Innovation Lab A/S    Finlandsgade 20    DK-8200 Aarhus N    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670