Personal Cloud - del 2

 
Skrevet af Preben Mejer | 15. Aug 2011 | Prebens Corner

Kampen imellem Google, Microsoft og Apple er på vej ind i en helt ny fase. Lige om lidt er det nemlig ligegyldigt, hvilken enhed du bruger, og hvilket operativsystem den er udstyret med. Det virkelige slag skal slås omkring dit nye digitale værested – Personal Cloud, dit sted i internet skyen. En ny, livslang og fuldstændig uundværlig digitial service for os alle sammen. Læs hele 1. del af 'Personal Cloud'

 

Konsekvenserne af dette skift er enorme. For det første skal slaget nu slås omkring Personal Cloud, og det bliver lidt ligemeget hvad det er for en dims man bruger. Fokus på enhederne vil skifte fra at være rent isenkram, eller hardware til at være en service koblet til den enkelte enhed. Derfor gik det pludselig forfærdelig galt for Nokia. De havde ikke styr på dette skift. Nokias operativsystem, Symbian, kunne ikke løfte opgaven, og der var ikke ret mange services i baglandet. På samme måde har Microsoft en krise, hvor de skal skifte fokus fra at installere software på mængder af enheder til en sammenhængende service. Microsoft har styr på det, og kommer stærkt igen. Denne udvikling bringer giganter i knæ og skifter magtbalancen mellem giganterne.

Hvem kommer så til at spille rollen som din livslange leverandør af Personal Cloud services?  Hov, stop en halv – livslang? Ja, det her bliver så omfattende, at du ikke bare lige skifter leverandør hvert kvartal. Der er nogle få tidpunkter i dit liv, hvor der sker større ændringer, og hvor man kan overveje at skifte. Det kan være når man flytter hjemmefra, får sit første job, bliver gift, eller går på pension og den slags. Ellers vil man blive hos den samme Personal Cloud-leverandør. Det siger lidt om, hvad det er, der skal kæmpes om nu. Livslange kundeforhold!

Apple er én af de tre hovedkandidater til rollen som min Personal Cloud-leverandør. Med iCloud har Apple lagt fundamentet. iCloud er en Personal Cloud. Alt bliver synkroniseret mellem dine enheder, så feriebillederne dukker op på alle enheder, det samme gør din musik, din kalender, dine aftaler og meget mere. Apples styrke er også svagheden. Nemlig en næsten fanatisk kontrol over alt, hvad der foregår og en benhård forretningsmodel. Der er ikke mange partnere - alt er styret af Apple. Men flot og velfungerende er det. Apple bliver nødt til at åbne for samarbejdspartnere, ellers vil de ikke kunne dække behovene rundt om Personal Cloud.

Google er også godt på vej. Google har mange velfungerende apps og programmer, og kan dække alle de centrale behov. Googles styrke i operativsystemer med Android gør også, at de kan levere en god brugeroplevelse på enhederne - lidt ligesom Apple, men uden alle ulemperne ved Apples lukkede systemer. Google lider dog stadig under, at det hele ikke hænger helt sammen, selvom de er godt på vej. Google er måske næsten også for meget Cloud, da deres filosofi jo er, at næsten alt skal foregå oppe i skyen - og hvad nu hvis der ikke lige er internetforbindelse? Google vil formentlig ændre kurs og lave løsninger, der gør at enhederne kan fungere uden internetforbindelse for så at synkronisere når forbindelsen er der.

Microsoft. Gode gamle Microsoft er naturligvis også på listen. Microsoft har det hele - bare i den forkerte model. De skal lige have det hele flyttet over i en Personal Cloud-model, men det har de også så rigeligt de tekniske ressourcer til. Og mangler der noget, har de også en pengetank på størrelse med Joakim von Ands, så de kan købe sig til resten. Med Windows 8 lægges grunden til hele Microsofts Personal Cloud service.

Ud over de 3 store er der et par andre kandidater til Personal Cloud-kerneleverandører. Facebook drømmer helt sikkert om at få rollen, men deres produktudbud er for snævert, og de har også, gennem deres opførsel, vist, at de ikke er voksne nok, til at jeg tør betro dem mine personlige data. En anden er Amazon, som dog har langt at gå, måske strategiske samarbejder er mere sandsynlige. Og så er der HP, der med deres WebOS er i fuld sving med at ændre strategi fra at producere lækkert hardware til at levere produkter med en service. HP kunne faktisk være en spændende Personal Cloud-kandidat.

Hvem ville jeg vælge? Google, Microsoft eller HP. Troværdige og solide firmaer med et godt produktsortiment. Men som sagt - kampen er kun lige begyndt, så andre spillere kan dukke op på banen, eller nogle af de eksisterende kan pludselig blive købt ind i nye sammenhænge. Det bliver utroligt spændende at følge dette skift fra enheder til Personal Cloud. God fornøjelse, vi mødes i skyen.

Prebens Corner

Preben Mejer - videnkilde, storinspirator og bestyrelsesformand for Innovation Lab. Slå dig ned i hyggehjørnet og lyt til Prebens digitale eventyr.

Innovation Lab A/S    Finlandsgade 20    DK-8200 Aarhus N    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670