2012: Din personlige internet sky trækker op

 
Skrevet af Preben Mejer | 5. Jan 2012 | Prebens Corner

I 2012 vil vi opleve det næste store slagsmål imellem giganterne – Apple, Google og Microsoft. Denne gang om dit personlige sted i Internet skyen. Vi vil se begyndelsen til enden for Dankort, Visa og de andre plastic kort, og fjernsynet vil så småt gå samme vej som telefonen og radioen, der i dag ofte bare er en app, en lille programstump på din iPad eller smartphone.

Personal Cloud
Personal Cloud er den tredje store kamp imellem giganterne. Første slagsmål var omkring operativsystemer, hvor Apple og Microsoft kæmpede tilbage i 90'erne. Anden runde var kampen mellem Apple og Google/Android om dominansen på smartphones, og nu kommer så tredje søslag. Her handler det om Personal Cloud. Dit personlige sted oppe i internet skyen. Et sted du kan få fat i fra din ultrabook, fra din Smartphone, fra hvad du nu ellers bruger. Dine data, din musik, dine fotos, dine familiedokumenter, opskrifter og andet godt. Alt sammen gemt og backed up, og sammen med de services og programmer som du har brug for. Det er meget interessant at sikre sig denne forretning, reelt mere interessant end det er at sælge programmer og hardware, for det her er et meget langvarigt – måske livslagt kundeforhold, hvor vi betaler et beløb pr måned til Microsoft, Google eller Apple. Vi har set Apple lancere deres iCloud service, og det er første skridt i denne udvikling.

Hardware som løftestang – Amazon tablet, Facebook smartphone
Netop skiftet fra en hardware fikseret forretningsmodel til en service betyder at isenkrammet nu i stigende omfang er løftestangen, det der skal til for at fange dig ind i en bagvedliggende service. I hele 2011 gik vi og ventede på hvem der ville lancere en værdig og markant konkurrent til iPad, og den kom så i slutningen af året. Men ikke fra HP, Samsung eller hvem man nu kunne have gættet på ville lancere et alternativ. Næh det var såmænd Amazon der kom med en lækker og meget aggressivt prissat tablet PC. Amazon har nemlig et helt andet mål med tablet'en. De behøver ikke at tjene penge på den. Efter sigende sælger de den faktisk med tab. Det kan de gøre fordi den jo blot er det værktøj der skal til for at vi bliver gode og stabile kunder i Amazons bagvedliggende services, og det er en MEGET bedre forretning end at sælge hardware. Derfor vil vi i 2012 se Amazon lancere en smartphone, og vi vil også se Facebook lancere en smartphone, alt sammen for at understøtte deres primære forretning, og lede kunderne ind her.

Farvel til kreditkort og kontanter - NFC - Nærfelts kommunikation
Forude venter en verden uden plastic kreditkort og kontanter. NFC er over os. Med udgangen af 2012 vil 70 procent af alle nye smartphones være udstyret med NFC – eller nærfelts kommunikation. NFC er en meget sikker måde at overføre data i en afstand af op til 10 cm. Det betyder at din smartphone nu også kan bruges til at betale med, du skal bare "swipe" den hen over betalingsstanderen, Dankort-terminalen, eller en anden NFC telefon. Fordelene er mange, for smartphonen kan jo "tale tilbage til dig". Det vil sige at den kan give dig status på kassekreditten, eller et supplerende godt tilbud, eller hvad ved jeg. London Transport har lovet at busser og undergrundsbanen i London er NFC-klar til olympiaden. NFC er begyndelsen til enden for plastic kreditkortene, og også for kontanter.

Web bliver genfødt med HTML5
I slutningen af 2010 talte man om at web-dagene var talte. App stores ville tage over, og web blev en stadig mindre del af internet. I virkeligheden er app stores ofte uoverskuelige, og Apple forlanger en ublu andel af den forretning der kører igennem deres app store. Hjælpen er nær, da man har arbejdet på en voldsom opdatering af HTML – det programmeringssprog der bruges til at lave web sider. HTML5 kan en masse af det der er muligt i apps, men nu på det åbne internet, og uden Apples voldsomme indblanding og censur. Man kan indlejre video, man kan lave små programmer, og man kan en masse andet. Apps vil stadig være der, men i mange sammenhænge vil vi se et genfødt web, takket være HTML5.

SMS flader ud
For første gang i hele SMS udviklingen vil vi se en udfladning, eller måske endda en tilbagegang i SMS trafikken. Der er så mange andre måder at sende beskeder på. Apple har lanceret deres iMessage app, der automatisk sender beskeder mellem Apple enheder og forskellige brugere. Der kan indbygges helt andre former for intelligens i denne type apps. Hvor er jeg henne, hvad har jeg brug for, hvor er mine venner, og alt det man allerede kender fra Facebook. SMS vil være der i mange år endnu, men vil stille og roligt blive skubbet i baggrunden

Fjernsynet bliver til en app
Fjernsynet er også på vej til at indtage en ny rolle. Stue-alteret vil være der som underholdningscenter i hjemmet, med 7.1 surround og jegskagidig. Men alle de andre fjernsyn i hjemmet er en truet race. Vi ser fjernsyn på bærbare computere, og på iPads.
Der er en klar tendens i retning af at de sekundære fjernsyn i hjemmet ikke bliver genanskaffet når de går i stykker. iPad'en eller andre enheder tager over. Så i stigende omfang vil fjernsynet bare blive en app, akkurat ligesom telefonen med Skype er en app. Eller radioen er en app.

Innovation Lab A/S    Finlandsgade 20    DK-8200 Aarhus N    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670